Beskrivelse
Udbredelse
Greenheart er udbredt i det nordlige sydamerika. Det findes bl.a. i Venezuela, Colombia, Peru, Guyana, Surinam, og Fransk Guiana.
Veddets karakter
Veddet er meget hårdt, tungt og tæt med en densitet på omkring 1000 kg/m3. Det er elastisk og har en stor bæreevne. Træet er rigt på harpiks og kan vokse op til 40 m i højden og have en diameter på ca. 1 m.
Farvebeskrivelse
Kernen er i frisk tilstand gul med et svagt grønlig til lysebrunt skær. Når kernen udsættes for lys og luft, bliver den mørkere og antager en nærmest olivengrøn til brun farve. Den kan desuden have mørkere striber.
Splinten er temmelig bred og har en lys gullig til lys grønlig farve.
Årringe
Svagt markerede vækstgrænser.
Porer
Uregelmæssigt spredtporet, så porerne følger ikke et fast mønster. Porerne er mellemstore og indeholder et gulligt til grønligt stof.
Kerne
Der er en udpræget kernedannelse, men kernen er ikke skarpt afgrænset ift. splinten.
Kernen indeholder olie, farvepigmenter, harpiks og et bittert og giftigt stof. Stoffet bevirker, at træet meget sjældent angribes og da kun af en ganske særlig art af pæleorm.
Bearbejdelighed
Grundet træet er så tungt, tæt og hårdt, kan det være besværligt at forarbejde. Men det er muligt at bearbejde både med håndværktøj og maskiner. For at opnå de bedste resultater, anbefales det at bruge hårdmetalværktøj til maskinjernene.
Det er nødvendigt at forbore til både søm og skruer, da træet ellers har en tendens til at flække. Træet er vanskeligt at lime, men kan pudses til en blank og fin overflade. Støvet fra bearbejdning kan være stærkt irriterende for næse- og halsslimhinder, og splinter kan være giftige og forårsage alvorlige betændelser.
Træet er desuden svært at tørre på grund af dets tætte ved, ligesom azobé, og der er en betydelig risiko for revner og flækker under tørring.
Fugtbetingede dimensionsændringer
Træet har et stort volumensvind på ca. 17%, hvilket er på niveau med andre tungere træarter som azobé. Forskellen mellem radialt- og tangentialt svind er lille, så træet er mindre tilbøjeligt til at deformere under tørring.
Holdbarhed
Greenheart er meget modstandsdygtigt over for vejrlig påvirkning, hvilket gør det velegnet til udendørs brug. Det er også meget modstandsdygtigt over for angreb fra pæleorm, pælekrebs og borebiller. Træets naturlige giftige og harpiksrige skernestoffer giver det en særdeles god holdbarhed, selv i barske miljøet som saltvand. Det har en super god holdbarhed under vand og regnes derfor som en af de mest værdifulde træarter til brug i vandbygningsarbejder o.lign.
Anvendelse
Greenheart anvendes til en lang række formål grundet dets styrke og holdbarhed. Det bruges ofte i skibs- og havnebyggeri, til sluseporte, piloteringspæle, specielle maskindele og lejer samt til træbrolægning. Derudover benyttes det også i tømrerarbejde, brobygning, drejerarbejde og indlægningsarbejde.
Det anvendes også til sportsredskaber, de fineste fiskestænger og violinbuer. Tidligere blev det desuden brugt til forhudning af ishavsfartøjer som beskyttelse mod slid og angreb fra pæleorm.
En særlig variant af greenheart, kendt som Tecomoleucoxylon fra familien Bignoniaceae, stammer fra Sydamerika og Vestindien. Den er kendt som grøn, brun og gul Greenheart, og den forhandles ofte efter vægt og findes i relativt tynde stammer. På grund af dens fine struktur og farve er den velegnet til finere drejerarbejde, galanterivarer, luksusartikler, indlægningsarbejder og spadserestokke.
Greenheart udskibes som regel fra havnebyen Demerara i firhuggede blokke.
Miljø
Indeklima
Greenheart anvendes hovedsageligt udendørs. Miljøstyrelsen fraråder at bruge træ indenfor, som er beregnet til udendørs brug.
Arbejdsmiljø
Støvet fra bearbejdning kan være stærkt irriterende for næse- og halsslimhinder, og splinter kan være giftige og forårsage alvorlige betændelser. Som for alle andre træarter skal man også beskytte sig mod støv ved forarbejdning. Følg arbejdstilsynets anbefalinger og benyt det påkrævede sikkerhedsudstyr.
Indholdsstof: Berberin påvirker tarme, mave og kan give stofskifteskader.
Bæredygtighedscertificering
Der findes flere certificeringssystemer for bæredygtigt træ, hvor de to mest udbredte er FSC og PEFC. Greenheart (Chlorocardium rodiei) findes ikke med PEFC-certificering, men kan i visse tilfælde indkøbes med FSC-certificering.
For at sikre køb af bæredygtighedscertificeret træ efterspørges certificering ved forhandleren.
Handelsrestriktioner
Ikke omfattet af handelsrestriktioner.