Bøg  Fagus sylvatica

Fagus sylvatica
Andre navne

Beech (UK)

Beskrivelse

Udbredelse

Bøgen forekommer naturligt over det meste af Europa. Dens nordlige grænse går gennem Skotland og det sydlige Skandinavien, mens sydgrænsen strækker sig gennem Pyrenæerne og Sicilien. Mod vest når den Atlanterhavskysten, og mod øst findes den så langt som til Ukraine. I Danmark er bøgen en af vores vigtigste løvtræsarter. Her kan den blive op til ca. 40 meter høj, og stammen kan nå en diameter på op til et par meter.

Veddets karakter

Veddet er karakteriseret som spredtporet med kun ringe forskel mellem høst- og vårved. Et tydeligt kendetegn er de cm-høje, brunlige marvstråler, som på tangentialsnittet viser sig som tenformede pletter og på radialsnittet som svagt glinsende bånd.

Veddet er desuden fast, tæt og tungt med en meget høj densitet. Det er stift, sejt og hårdt og har en tendens til at knække i et langt brud. Det er stærkt vandsugende og arbejder samt kaster sig meget under påvirkning af fugt. Veddet i den “”falske”” kerne, som er rødligt, er mere hårdt og skørt.

Træets voksested og vækstbetingelser har stor betydning for veddets egenskaber og karakter.

Farvebeskrivelse
Hvidgrå til rødliggrå. Noget læderagtig. Ved kogning eller dampning bliver farven rødlig. Bøgen indeholder ofte en rødbrun “Falsk kerne”.

Årringe
Årringene er tydelige, men ikke meget fremtrædende. Høstveddet er lidt mørkere end vårveddet. I tværsnit ligger årringene jævnt kredsrunde.

Porer
Bøg er spredtporet, med porer der ligger lidt tættere i høstveddet end i vårveddet. Porerne er små og befinder sig lige ved synsgrænsen. Ved udtørring “lukkes” porerne ved dannelse af såkaldt “tyller”, hvilket kan vanskeliggøre kunstig tørring.

Kerne
Bøgen danner normalt ikke kerne. Men ældre træer (over 70 år) kan denne en såkaldt “falsk” kerne. Denne kan også dannes ved afbrækkede grene. Den falske kerne består af mørk rødligbrun, meget hårdt, meget tæt og kort ved, og er en beskyttelsesreaktion mod yderligere ødelæggelse af stammen. Meget kolde vintre kan også fremme dannelsen af falsk kerne.

Nærmest ingen kernestoffer. Lidt farve, olie og ganske lidt garvesyre.

Bearbejdelighed

Træet er temmelig tungt at bearbejde med håndværktøj, men det er let at arbejde med ved brug af maskiner. Dog kan der ofte opstå uberegnelige spændinger og kastninger, især i damptørret tilstand, hvilket kan gøre bearbejdningen mere besværlig.

Træet limer godt, men det kan have en tendens til at flække ved sømning. Til gengæld holder søm og skruer særdeles godt. Det er nemt at pudse til en glat og blank overflade, som egner sig godt til både bejdsning og lakering.

Træet er desuden fortrinligt til dampbøjning og stukning, hvilket gør det meget anvendeligt til formgivning.

Fugtbetingede dimensionsændringer

Bøgens høje densitet og mangel på kernestoffer medfører et meget højt tørresvind. Faktisk har bøg det største volumensvind blandt danske træarter, når det tørrer fra “grøn” til ovntør tilstand. Tørresvindet er cirka 50% større end for de fleste nåletræsarter. Derfor er det vigtigt at tage højde for disse egenskaber ved fremstilling af produkter af bøg.

Holdbarhed

På grund af manglende kernestoffer er bøgen meget lidt modstandsdygtig mod råd og angreb af orm. Den rådner hurtigt udsat for vind og vejr, anbragt under vand i grøn tilstand er den dog meget holdbar. Den er i øvrigt meget let at imprægnere for at forbedre varigheden. I tør tilstand angribes den i reglen hurtigt af insekter. 

Anvendelse

Tidligere blev bøg kun anvendt i begrænset omfang som gavntræ. Traditionelt blev det brugt til skibskøle, vognarbejde og træsko, men derudover blev det primært anvendt som brændsel. I dag er bøg imidlertid en af de mest anvendte træarter i Danmark.

Industrien har opdaget bøgens egenskaber som et fremragende materiale til masseproduktion af en lang række genstande. Den bruges blandt andet til husholdningsartikler som børstetræ, klædebøjler, tøjklemmer og garntrisser. Da bøg hverken afgiver lugt eller smag, er den også ideel til køkkenredskaber og anvendes i fødevareindustrien til produkter som slagterblokke, skærebrætter og lignende. Desuden er bøg særdeles velegnet til trælegetøj, da den ikke splintrer eller flosser.

Bøgetræ bruges også til værktøj, høvle, høvlebænke, stanseklodser og mange andre industrielle formål. Med forbedrede tørringsteknikker, som i nogen grad stabiliserer fugtindholdet, er bøgetræet velegnet til parketgulve, eksempelvis i produkter fra Junckers Industrier. I Tyskland bliver bøgen også anvendt til konstruktionstræ eks. Baubuche.

Møbelfabrikker anvender bøg i stor stil, da det er nemt at bejdse, og da det kan behandles for at efterligne ædlere træarter som eg, mahogni og nøddetræ (ofte kaldet “Dansk Cuba Bøg”).

En særlig anvendelse af bøg er dampbøjning, som blev introduceret af Thonet til fremstilling af de berømte Wienerstole. Denne teknik er senere blevet videreudviklet og bruges stadig til fremstilling af stole og andre møbeldele. Dampning af bøgetræ giver desuden en ensartet, rødlig farve, som gør træet endnu mere attraktivt.

Imprægneret bøgetræ er meget holdbart over for vind og vejr og blev tidligere anvendt i stor udstrækning til jernbanesveller, pilotering og træbrolægning. Derudover bruges bøg til fremstilling af cellulose, papir og træsprit. Under Anden Verdenskrig, hvor der var mangel på benzin, blev enorme mængder bøgetræ anvendt som generatorbrænde.

Bøgesavsmuld anvendes i dag i røgerier, og der har i perioder været en betydelig eksport af finerkævler til Kina, hvor træet forarbejdes til meget tynd knivskåret finer.

Miljø

Indeklima

Ingen lugt. Miljøstyrelsen anbefaler uanset at lufte godt ud ved køb af nye trævarer. De fleste kemiske stoffer er dampet af efter et par uger.

Arbejdsmiljø

Frisk saft ved skovning kan give eksem. Træstøvet kan irritere luftveje og forårsage astma. Som for alle andre træarter skal man beskytte sig mod støv ved forarbejdning. Følg arbejdstilsynets anbefalinger og benyt det påkrævede sikkerhedsudstyr.

Bæredygtighedscertificering

Der findes flere certificeringssystemer for bæredygtigt træ, hvor de to mest udbredte er FSC og PEFC. Bøg (Fagus sylvatica) kan indkøbes både med FSC- og PEFC-certificering.

For at sikre køb af bæredygtighedscertificeret træ efterspørges certificering ved forhandleren.

Handelsrestriktioner

Ikke omfattet af handelsrestriktioner.