Redwood  Sequoia sempervirens, Sequoiadendron giganteum

Sequoia sempervirens, Sequoiadendron giganteum
Andre navne

Rødtræ, Sequoia, Californisk kæmpefyr, Mammuttræ, Redwood (UK)

Beskrivelse

Udbredelse

Navnet redwood eller rødtræ dækker typisk over to forskellige arter med udbredelse i Californien. Den ene (Sequoia sempervirens) vokser i et tynd bælte langs Californiens nordlige stillehavskyst og den anden (Sequoiadendron giganteum) i Sierra Nevada. Der har været drevet udpræget rovdrift, og derfor så er mange af de tilbageværende udbredelsesområder fredede.

Veddets karakter

Sequoia kan vokse til en enorm størrelse med en træhøjde på op til 115 meter, mens sequoiadendron kan opnå en diameter på op til 10 meter. De ældste kendte træer er næsten 4.000 år gamle (sequoiadendron). Træet er relativt blødt og porøst og kan være noget svampet i forårsveddet, hvis årringene er meget brede. Smalle årringe giver derimod et mere fast ved, som det også ses hos andre nåletræer. Densiteten ligger på niveau med thuja.

Farvebeskrivelse
Kernen er lys rødlig gråbrunlig og klart adskilt fra splintveddet. Den bliver mere brunlig under luftens påvirkning, splinten hvidlig grå.

Årringe
Synlig og ret kraftig markeret høstved.

Porer
Ingen

Kerne
Træarten er næsten uden harpiks, men har et højt garvesyreindhold.

Bearbejdelighed

Træets egenskaber varierer med årringsbredden. Brede årringe kan resultere i et mere svampet og lidt lodden ved, mens smalle årringe giver et træ, der er let og behageligt at bearbejde samt nemt at lime. Da træet ofte er næsten knastfrit og har et relativt lige fiberforløb, er det generelt nemt at forarbejde.

Fugtbetingede dimensionsændringer

En forholdvis fugtstabil træart  (volumensvindet er ca. 8%) der har et ca. 35% mindre volumensvind sammenlignet med skovfyr.

Holdbarhed

Redwood har en meget god varighed mod råd og svamp. Den klarer sig på niveau med thuja. Den kan i øvrigt beskyttes yderligere ved imprægnering. Årsagen til at det levende træ kan blive så gammelt formodes at være den meget tykke bark, der kan blive 40-50 cm tyk, og som beskytter træet under f.eks. skovbrand.

Anvendelse

Redwood er en træart med høj vejrbestandighed og anvendes derfor primært til udendørs formål, hvor holdbarhed vægtes højere end styrke. Samtidig er redwood et meget smukt træ, hvilket gør det populært til paneler og indendørs udsmykning. I sin hjemstavn bruges det slanke, knastfrie træ til en række formål, herunder vandbygningsanlæg, tømmerkonstruktioner, jernbanesveller og tagspån. Derudover anvendes det til bygnings- og inventararbejde, paneler, blindtræ til møbler, hvor det egner sig særdeles godt, samt til resonanstræ til klaverer og lignende. Redwood er dog yderst sjældent eller slet ikke tilgængeligt på markedet i Danmark.

Miljø

Indeklima

Uden lugt på grund af manglende harpiksindhold. Miljøstyrelsen anbefaler uanset at lufte godt ud ved køb af nye trævarer. De fleste kemiske stoffer er dampet af efter et par uger.

Arbejdsmiljø

Som for alle andre træarter skal man beskytte sig mod støv ved forarbejdning. Følg arbejdstilsynets anbefalinger og benyt det påkrævede sikkerhedsudstyr.

Bæredygtighedscertificering

Der findes flere certificeringssystemer for bæredygtigt træ, hvor de to mest udbredte er FSC og PEFC. Redwood (Sequoia sempervirens og Sequoiadendron giganteum) findes med FSC- og PEFC-certificering, men det kan være svært at finde. Det er måske muligt gennem specialiserede træleverandører, især i USA eller via internationale kanaler.

For at sikre køb af bæredygtighedscertificeret træ efterspørges certificering ved forhandleren.

Handelsrestriktioner

Ikke omfattet af handelsrestriktioner.